DEN NUVÆRENDE BYGNINGSBESTAND

Skolebygningers indretning svarer ret nøje til tidens opfattelse af undervisningens og skolens indhold og de gældende pædagogiske tanker og arbejdsformer.

Folkeskoleloven fra 1937, første trin i ligestillingen mellem land og by medførte efter 2. verdenskrig en del byggeri af små 4- klassedelte, 7-årige landsbyskoler. Den efterfølgende lov fra 1958, andet trin i ligestillingen, med eksamensmuligheder på landet, udløste et omfattende byggeri i næsten 10-15 år. Det var centralskolerne, mange steder 3-sporede skoleenheder man planlagte efter at opnå og det blev forholdsvise store bygningsanlæg på op til 10.000 - 12.000 m2 man byggede overalt i landet.

Disse to bygningstyper og et begrænset antal opført fra århundredskiftet frem til 1930-erne, udgør største delen af den nuværende bygningsbestand med hovedvægten på centralskolerne. Indretningen af et stort antal af disse skoler må i dag betegnes som delvis forældede.

Den næste folkeskolelov, der blev forberedt 1969 - 1975 fik sit bygningsmæssige udtryk i åben-plan skolen, som kun blev opført i et begrænset antal hvor åben-plan løsningen var konsekvent gennemført. Denne skolebygningstype repræsenterer tillige et gennembrud af en øget bevidsthed om en tæt sammenhæng og gensidig påvirkning mellem det fysiske miljø, det pædagogiske mønster og det sociale liv i skolen. Til trods for sin begrænsede udbredelse har åben-plan skolen alligevel påvirket skolebyggeriet frem til idag.

Næsten enhver skolebygning, opført siden 1970-erne, indeholder elementer fra åben-plan skolen. Det kan være skolens opdeling som mindre skoler i den store skole, eller det kan være bygninger med store centralt beliggende fællesarealer. Disse fællesarealer var netop tænkt som en mini-åbenplan, hvor arbejdet skulle foregå i hold eller grupper med en varierende sammensætning af emner og årgange.

Disse skolebygninger udgør den anden store gruppe, vel cirka 1/3 af den samlede bygningsbestand. Heller ikke disse bygninger er tidssvarende set i forhold til den nyeste folkeskolelov, men store dele af bygningsbestanden kan efter forskellige justeringer let genbruges.

I hele denne bygningsbestand af ældre og nyere skolebygninger skal folkeskoleloven fra 1993 med dens intentioner om undervisningsdifferentiering og en kontinuerlig pædagogisk udvikling realiseres, samtidigt med at der sker stigning i elevtallet og samtidigt med at skolens anvendelse som opholdssted for eleverne udvides. For at dette skal lykkes, må der ske en nyformulering og revision af den sædvanlige bygningsindretning.

For at undgå at denne nyformulering kommer til at gentage den forudgående periodes uheldige løsninger kan det være hensigtsmæssigt at se på nogle karakteristiske træk ved nogle af de mest udbredte typer i denne bygningsbestand.


EFTERKRIGSTIDEN, SKOLEBYGGERI I 1950-ERNE.

Tiden efter anden verdenskrig i 1940-érne og 50-érne er præget af, at det er i denne periode, folkeskoleloven fra 1937 gradvist bliver realiseret. For skolebyggeriet er det syn-lige resultat de såkaldte landsbyskoler der bygges ved den begyndende centralisering af skolevæsenet i de små sognekommuner. Skolerne var med fuldstændig årgangsdeling og hertil hørte 6-7 klasselokaler, enkelte faglokaler og en gymnastiksal. Disse skolebygningstyper blev opført i landområderne eller ved de lidt større landsbyer.
Forholdene var på den tid ret spartanske og det samme er også disse bygningsanlæg, der blev opført under en streng rationering af byggematerialer og økonomiske midler. Byggeriet blev styret gennem igangsætningstilladelser og gennem statstilskud til bestemte lokaletyper.

Den brugsmæssige (pædagogiske) idé, der ligger bag bygningsudformningen, var tilsvarende spartansk. Man videreførte blot den allerede kendte bygningsindretning med klasselokaler, såkaldte normallokaler, på 48 m2. til brug for op til 36 elever. Indretningen er bekendt for de fleste, nemlig tre bordrækker med dobbeltborde orienteret mod tavlen, der var ophængt på den ene endevæg, og foran hvilken læreren havde sin plads i vinduessiden på katederforhøjningen ved katederet.

Pladsforholdene var trange og møbleringen tillod i virkeligheden kun een undervisnings-form, nemlig den der på tysk, med et ganske rammende udtryk kaldes "frontal Unterricht" . Læreren styrer gennem tale og gennem fremvisning af eksempler hele undervisningens indhold og forløb. Elevernes mulighed for aktiv deltagelse eller for at arbejde mere selvstændigt, var afgrænset til det der kunne lade sig gøre på en bordplade på 45x55 cm. med en fikseret placering.

Forskellige forsøg havde ganske vist allerede i 1930-érne vist at en undervisning der også omfattede skift mellem klasseundervisning og gruppearbejde, på mange måder var bedre.
Det var dog kun i de større byer man havde interesse og mulighed for at bygge efter disse ideer. Her kommmer de til at præge de skolebygningsanlæg, der som en slags forbilleder danner model for skolebyggeriet i 1950-érne.

Samme tanker og ideer kommer også til udtryk i vejledninger på området. Dette gælder f.eks publikationen "Klasserummet, funktion og udformning", der blev udgivet af Undervisningsministeriets Byggeforskningsudvalg i 1957. Heri beskæftiger man sig med de muligheder en ændret indretning af klasselokalet kunne få for tilrettelæggelsen af undervisningen. Interessen er koncentreret til den enkelte elevklasse, der nærmest opfattes som en lille familie i den store organisation, skolen som helhed udgør.

Elevklassen og dermed også klasseværelset ses som næsten selvstændigt fungerende enheder. Sammenhæng eller "samspil" med andre årgange, fag, eller andre skole-funktioner er næsten ukendt. En enkel og ubesværet adgang til klasselokalerne bliver som følge heraf det der giver struktur til disse bygningsanlæg. Lange rækker af næsten identiske normallokaler med en begrænset størrelse, liggende ud til udstrakte gangarealer, præger indretningen af skolerne der opføres på denne tid

Kommentar:

Det altdominerende problem i bygningerne fra denne periode men også fra den forudgående hvor de ældste skoler der fortsat bruges er fra slutningen af attenhundredtallet er klasselokalerne de såkaldte normallokaler der næsten alle er på 48 m2. Enkelte steder har man endog bygget meget småt og der finder man klasselokaler på 42m2 og 36 m2 der næppe kan betegnes som andet end grupperum.

Fællesarealer savnes fuldstændigt i disse skoler og bibliotek, faglokaler mv. er af en meget begrænset størrelse dersom de findes, hvilket ikke altid er tilfældet.

Bygningstyperne det drejer sig om er næsten altid i flere etager, i de større byer 4 - 5 etager. Byggeteknisk er der tale om muret byggeri hvor både facader og skillevægge er bærende hvilket gør det ganske bekostelig at foretage den sammenlægning af rum der er behov for.

Til disse skoler må der udvikles løsninger som i høj grad respekterer den rumopdeling der er i bygningerne men hvor rummenes anvendelse ændres i sammenhæng med en anden organisering af arbejdet, f.eks. med hold i stedet for sammenholdte årgangsdelte klasser.


1960-ERNES SKOLEBYGGERI

Et andet og efterhånden også væsentligt element i bygningsanlæggenes struktur bliver ved begyndelsen af 1960-rne det omfattende antal faglokaler skolerne får behov for at råde over. En gennemført funktionsopdeling, og dermed også en sektionering af anlæggene i adskilte bygningsafsnit, med henholdsvis klasselokaler, faglokaler, idræt og administration, bliver den formel de forholdsvis store bygningsanlæg udformes efter. Da man samtidigt næsten overalt går over til at bygge i een etage bliver afstandsforholdene i bygningsanlægget ganske store.

Ved de største anlæg fra denne periode, der kunne rumme over 1000 elever, bliver funktionsopdelingen, en faktor, der næppe kunne undgå at få indflydelse på det daglige liv i skolen. Virkningen forstærkes af afstandene i anlægget, der kunne være op til 1/2 km.,

Man kan ikke frigøre sig fra den tanke, at netop disse bygningsmæssige forhold, sektioneringen og afstandene, kan medvirke til at fastholde klasselæreren som enelærer, faglæreren som en slags specialist, og skoleinspektøren som administrator. Rollefor-delingen i skolemiljøet kan i disse skolebygninger også ses som resultat af, og bliver måske fastholdt indirekte gennem påvirkninger fra det fysiske miljø.

Det funktionsopdelte, sektionerede skolebygningsanlæg får sit mest tydelige udtryk i plan-løsningen til den bygningstype, der populært kaldes " Kamskolen ". Det er en type der bliver meget udbredt, og som de fleste større skoler fra 1960-érne i princippet er bygget efter. Dette princip med sektionering og adskillelse af undervisningsfunktioner, passer til den stramt lektionsopdelte og fagdelte organisering af undervisningen der var gældende på daværende tidspunkt, men den ligger langt fra det, som er intentionen bag den nuværende folkeskolelov.

Kommentar:

Også i denne periode er forholdene præget af meget småt dimensionerede lokaler. Normallokalet på 48 m2 er den dominerende lokaletype og der savnes også ved disse skoler totalt fællesarealer, holdrum mv. Til gengæld er der det sædvanlige udbud af faglokaler og skolebiblioteket findes i en formindsket udgave.

Fra midten af 1960-erne begynder man at bygge med klasselokaler på ca. 60 m2, der efterhånden bliver den dominerende lokalestørrelse og fra slutningen af 1960-erne indføres også fællesarealer, holdrum mv. som supplerende arealer til klasselokalerne.

Bygningstyperne det drejer sig om er næsten altid i een etage og mere end to etager bygges sjældent.
Byggeteknisk forekommer der flere forskellige løsninger, det meste er dog muret byggeri hvor dele af bygningerne f.eks. facaderne er udført af elementer. Enkelte byggerier opføres med flexible løsninger hvor en del af skillevæggene kan flyttes.

Ved flertallet af disse skoler er der behov for ganske store indgreb som dog let kan lade sig gøre på grund af at det drejer sig om bygninger i een etage. Det største problem der må løses er den meget kraftige funktionsopdeling i bygningsanlægget med faglokaler i selvstændige fløje og klasselokaler i andre fløje som nødvendiggør en næsten total omdisponering af lokaleplaceringerne for man kan realisere folkeskolelovens intentioner om samarbejde på tværs af fag og årgange.

Desværre har den ide om funktionsopdeling som og sektionering i særlige bygningsafsnit for f.eks. klasselokaler, faglokaler, bibliotek mv. bidt sig fast så man kan se den gentaget i det helt nye skolebyggeri. Ideen må anse for forældet og må frarådes når man som det er tilfældet ved nybyggeri er mere frit stillet.


ÅBEN-PLAN SKOLEN, 1970-ERNES SKOLE-BYGGERI

Ved slutningen af 1960-érne bliver skolebyg-geriet påvirket af tanker om nogle anderledes, mere varierede undervisningsformer der kom-mer til landet, især fra USA, men også fra Sve-rige, der som det første nordiske land bygger et antal skolebygninger, der svarer til denne undervisning. Åben-planskolen, der må an-ses for den mest radikale fornyelse i det danske skolebyggeris næsten 200-årige historie, opføres enkelte steder i landet.

På et tidspunkt, hvor byggeriets idustrialiserering er i fuld gang, og hvor planlægning og byggeri er præget af slagord som byggesystemer og fleksibilitet, kommer åben-plan-skolens bygninger til at passe som "fod i hose" til denne tænkemåde. De sammenhængende, åbne bygningsarealer med kun få skillevægge, eller med vægge der let kan flyttes, syntes at svare til en situation, hvor tiden var moden til nytænkning, og hvor der kunne forudses om-fattende ændringer i undervisningens organi-sering og indhold.

Det er ikke som man måske kunne tro, byg-ningstypens rationelle opførelsesmåde eller un-dervisningsarbejdets tilsyneladende mere rationelle tilrettelæggelse, der er baggrunden for at ideerne spredes. Åben-plan skolens idé og formål var at give masksimale muligheder for forandringer i en kontinuerlig udvikling af skolens undervisnings-og arbejdsformer. Det er netop også ændrings-mulighederne der efterlyses, på dette tidspunkt, da ni-punktspro-grammet fra 1969 lægger op til den reform af folkeskoleloven, der bliver en realitet i1975.

Åben-plan skoler opføres flere steder i landet. Odense, Ballerup, Farum, Greve og enkelte andre kommuner satser i en årrække på at deres nyeste skolebygninger bliver opført efter denne model. I resten af landet bliver både de pædagogiske ideer og bygningtypen mødt med en hvis reservation. Først efter at de er formet, så de passer ind i et mere traditionelt mønster, finder de anvendelse. Gennem denne tilpas-ningsproces opstår en bygningstype, der til gengæld anvendes ved næsten alt nyt skolebyggeri siden begyndelsen af 1970-érne.

De store skolebygningsanlæg der opføres på dette tidspunkt, ordnes nu i afdelinger for enkelte årgange og elevklasser ud fra hensynet til det sociale samspil, der lettere kan udfolde sig indenfor mindre enheder end indenfor større.

Den lille skole i den store bliver den styrende ide for disponeringen af bygningsanlæggene. Klasselokalerne dimensioneres med en stør-relse så de tillader flere arbejdsformer, f.eks. individuelt arbejde, gruppearbejde mv., og i hvert bygningsafsnit grupperes lokalerne omkring et centralt beliggende fællesareal, der er tænkt som det sted hvor væsentlige under-visningsmæssige og sociale funktioner skal udfolde sig.

Tiåret fra midten af 1960-érne til midten af 1970-érne var foruden disse generelle ten-denser indenfor skolebyggeriet også præget af mange forsøgsbyggerier, hvor forskellige pæ-dagogiske ideer blev prøvet. Nævnes kan, enkelte skoler helt indrettet efter et fag-lokaleprincip uden klasselokaler, skoler med fælles værkstedsområder i stedet for selvstændige faglokaler, eller enkelte med værksteder i klasselokalerne i stedet for de sæd-vanlige faglokaler. Sidstnævnte var baseret på ideér om at fremme mere sammenhængende undervisningsformer og undgå den påvirkning i retning af en stærkt fagdelt undervisning, som man mente faglokalerne kunne føre til.

Integration med andre funktioner i lokalsamfundet blev også prøvet f.eks. med daginsti-tutioner, vuggestue, børnehave, fritidshjem. Eller med butikscentre som en slags lokal-center, og med boliger hvor skolen bliver en del af boligbebyggelsen. Ideerne der blev afprøvet repræsenterer et bredt spektrum, der vidner om en øget forståelse for det fysiske miljø som en faktor, der kan medvirke til at forme det pædagogiske, sociale og kulturelle liv, ikke alene i skolen, men også i lokalsam-fundet.

Ved disse skoler er det også lokaliseringen af skolens enkelte afdelinger og rum i forhold til hinanden, altså anlæggenes hoveddisposition der anvendes for at fremme den overord-nede hensigt.

Kommentar:

Åben-plan skolen fik meget snart efter sin fremkomst tilnavnet "skolen for det tvungne lærersamarbejde". Det må da også erkendes at i en åbenplan skole med den udformning den fik i Danmark er der ikke meget der er skjult. Ganske vist havde man forskellige inventarsystemer og skærmvægge der kunne afgrænse de visuelle forhold men akustisk var forholdene sjældent ideelle.

De fleste åben-plan skoler blev forholdsvis hurtigt omdannet til halvåbne er helt lukkede traditionelle klasserumsskoler hvor man som en reminisens bevarede et centralt belligende område som et fællesareal. Denne løsning med et centralt fællesareal og omkringliggende klasselokaler blev til gengæld den der slog igennnem ved næsten alt nyt skolebyggeri.

Ved de få åben-plan skoler der bevarede den oprindelige indretning kan man se at det som regel drejer sig om bygninger for et begrænset antal klasser og med planløsninger der har en kroget eller næsten labyrintisk udformning.

Egentlig passer åben-plan skolen godt til det der skal foregå efter den gældende folkeskolelov. Bygningstypens ide var at muliggøre en flexibel organisering af arbejdet med vekslen mellem forskellige elevgrupperinger.

Skolerne fra denne periode er altid i een etage og byggeteknisk er det betonelementbyggeri hvor det ved hjælp af bygningernes konstruktionsmåde og ved hjælp af særlige vægsystemer er let at ændre indretningen så man kan tilpasse indretningen til ændringer i det pædagogiske mønster.

Mange af de krav der i dag stilles til en tidsvarende indretning kan opfyldes ved hjælp af åben-plan hvilket måske er baggrunden for at man enkelte steder, både ved nybyggeri og ved renoveringer har genintroduceret denne bygningstype. Det er dog tvivlvsomt om man i dag på denne måde kan opnå et tilfredsstillende resultat.

Dersom en åben-plan skal kunne fungere i skolesammenhæng er det nødvendig med en dæmpning af rummene der er så kraftig at talelyd ikke spredes mere end ca. 5.0 m og dette betyder så at en traditionel klasseundervisning kun med besvær kan lade sig gøre.

Erfaringerne fra det tidligere åben-plan byggeri viste også at for at opnå sådanne akustiske betingelser var det nødvendigt at også gulvfladerne i rummet havde en kraftig lyddæmpende virkning. Dette løste man så ved at anvende heldækkende guvltæppebelægninger der ikke kunne nøjes med at være den kendte nålefilt, men måtte være egentlige luvtæpper.

I dag kan tæppebelægninger ikke anvendes i skoler så med mindre der udvikles andre lige så kraftige lyddæmpende foranstaltninger må åben-plan løsningen i sin oprindelige form anses for tvivlsom.


1980-ERNES SKOLEBYGGERI

Ved begyndelsen af 1980-érne slår det faldende elevtal for alvor igennem i folkeskolen. Nybyggeri af skoler falder drastisk, men til gengæld øges behovet for forbedring og modernisering af de ældre skolebygningsanlæg.

Enkelte steder bygges der dog stadigt nye skoler, hvor man som en slags sammenfatning af erfaringerne fra den forudgående periodes ideer kan se følgende karakteristiske træk:

Bygningsanlægget ordnes i et antal mindre enheder ud fra et ønske om at fremme sam-arbejdsmuligheder mellem fag, mellem elevklasser og mellem emner, eller helt andre og mere udadvendte funktioner. De enkelte lokaler har en størrelse så der kan veksles mellem flere forskellige arbejdsformer og tæt ved lokalerne er der adgang til supplerende arealer, f.eks. fællesarealer, grupperum mv., således at flere organisationsformer,samarbejdsmønstre og varierende arbejdsformer kan udvikles.

Organiseringen af bygningsanlægget med lokaliseringen af afdelinger og lokaler i forhold til hinanden i en tydelig hoveddisposition anvendes bevidst for at opnå dette.

I bygningernes arkitektur lægges der vægt på at tilpasse bygningernes skala (størrelsesforhold) til barnet og gennem motivvalg tilstræbes ikke alene mere varierede, afvekslende og oplevel-sesrige omgivelser, men også genkendelige og dermed tryghedsskabende virkninger.

Enkelte steder er det tryghedskabende motiv så stærkt at skolen opdeles i enkeltbygninger med kun to eller tre klasselokaler der som landsbyskoler danner et bymiljø omkring en gade eller et torv og hvor flere af disse bymiljøer udgør skolen.

Kommentar:

Disse forholdsvis nye skoler er i deres indretning tænkt ganske parallelt med de undervisningsformer der i dag er aktuelle. Indretningen indeholder de elementer der i dag er brug for og der er som regel kun behov for begrænsede justeringer. Skolebibliotekets udvikling til et pædagogisk servicecenter har sjældent været forudset

Det er skoler der er opført i een etage med en byggeteknik der er præget af tilbagevenden til mere traditionelle byggemetoder med anvendelse af såkaldte "sunde materialer" d.v.s. murværk, træ el.lign.

Gennem en periode der strækker sig over 30-40 år, i en tid med mange forandringer og med en omfattende byggeaktivitet, udvikles skolebygningen gradvist. Fra at være en nødvendig afskærmning mod et ugunstigt klima, eller en disciplinerende, ordnende ramme, til at være et redskab (hjælpemiddel), der kan medvirke til at forme det sociale og pædagogiske miljø i skolen.

At anvende den påvirkningsfaktor det fysiske miljø udgør, på en bevidst måde og i over-enstemmelse med intentionerne bag den gældende lovgivning, samt i overensstemmelse med de pædagogiske udviklingstendenser der aftegner sig, er en stor udfordring. Den bliver ikke mindre af at det i fremtiden mest kommer til at dreje sig om en påtrængende fornyelse af allerede eksisterende skolebygningsanlæg.

Når et skolebyggeri skal planlægges, må det ske med et videre perspektiv end blot som en direkte oversættelse af den g&ældende lovgiv-ning. Skolebygninger har i vores kulturkreds og med den anvendte byggeteknik en lang brugs-tid. De skal også kunne bruges i en fremtid som vi kun aner omridset af og i den konkrete planlægning må der derfor også indarbejdes et hensyn til forskellige samfunds-mæssige udviklingstendenser. En sådan ud-viklingstendens kan være de mange bestræb-elser, der gøres på at påvirke vores opfattelse af et forsvarligt resorceforbrug, der er mere i balance med vores naturgivne resourcer.

Kun i enkelte tilfælde har dette udgangspunkt været et motiv for skolebyggeriets udformning. Et egentligt økologisk skolebyggeri har der næppe været tale om, men de få eksempler der findes, viser at også under sådanne betingelser, kan der i byggeriets udformning arbejdes med en tydelig sammenhæng mellem byggeriets fysiske udformning og dets brugs-mæssige/pædagogiske forudsætninger.

Udviklingen af et økologisk skolebyggeri, hvor det fysiske miljø ikke er en afgrænsende faktor, men er et redskab for udvikling, kunne være et mål for det kommende skolebyggeri, både når det drejer sig om nybyggeri og når det består af fornyelse af eksisterende skoler.

Rådgivningstjenesten for Skolebygger ved ark. maa. par. Per Olsen/adr. Gl. Strand 50, 1. sal, 1202 Kbh K/ tel 33157713, fax 33 14 13 28