BEHOVET FOR FORNYELSE
af arkitekt maa. par.
Per Olsen
I dagspressen kunne man for nyligt læse : "i 85% af
skolefritidsordningerne overtrædes normerne for enten
støjniveau, koncentrationen af kuldioxid eller den relative
fugtighed.". Dette er næppe nogen nyhed, for dem der kender
til forholdene i vore skolebygninger, men det antyder omfanget af et
problem, hvis løsning i mange år vil lægge beslag på
ganske mange ressourcer.
En anden side af dette problem er skolebygningernes manglende
anvendelighed til den pædagogik og de arbejdsformer, som
folkeskoleloven foreskriver. Der findes ikke i dag opdaterede
korrekte oplysninger om bygningsindretningen i landets folkeskoler,
men hvis man går lidt tilbage i tiden, kan følgende aflæses:
Alle kommunale folkeskoler excl. København og Frederiksberg.
|
under 48 m2, dvs. 36
eller 42 m2
|
ca. 48 m2
|
60 m2 og derover
|
Klasselokaler,
såkaldte
normallokaler
|
22,0 %
|
53,8 %
|
24,2 %
|
Antal lokaler
|
ca. 6.800
|
ca. 30.900
|
ca. 7.500
|
Siden denne opgørelse blev udarbejdet, er der i hele
landet nedlagt ca. 300 folkeskoler, men da disse skoler har bestået
af både ældre og nyere skoler, - ja i nogle tilfælde
har man endog nedlagt skoler, der i dag ville passe helt til tidens
pædagogiske krav,- kan man sikkert gå ud fra, at det indbyrdes
forhold mellem lokalekategorierne i store træk er uændret.
Dersom opgørelsen sammenholdes, med de krav der stilles
i dag, kommer man til det resultat, at kun ved ca 1/4 af landets klasselokaler
findes der lokaleforhold, der lever op til det, man i næsten
40 år har anset for nødvendigt.
Når forholdene i dag skal vurderes, ser det ud til,
at der siden slutningen af 1950erne mange steder er blevet bygget
for småt og dermed forkert i forhold til de arbejdsfunktioner,
som lokalerne skulle rumme.
Det første tegn herpå fik man da Undervisningsministeriet
i 1957, i sammenhæng med den såkaldte "Blå Betænkning"
udgav en vejledning, der viste, at klasselokalet foruden at det ikke
burde indrettes med katederforhøjning også skulle have
en størrelse på ca. 60m2.
Katederforhøjningerne findes mange steder fortsat
men lokalestørrelserne blev i løbet af det næste
tiår forøget, til det der var blevet anbefalet.
I 1970erne og i 1980erne udarbejdede Rådgivningstjenesten
en række vejledninger for Undervisningsministeriet. De viste
alle, at når der skulle være plads til en tidssvarende
undervisning, -der i parantes bemærket også omfattede den
undervisningsdifferentiering, der i dag er det bærende princip,-
så skulle lokaleforholdene være større.Foruden klasselokalet
på ca 60 m2, eller hjemmearealet som det blev kaldt, skulle der
også være både fællesarealer, holdrum og fællesdepoter
til rådighed.
Denne bygningsindretning blev i løbet af 1970erne den
gældende standard i hele landet og er det vel fortsat, da det
er den, der har været anvendt ved de arkitektkonkurrencer Undervisningsministeriet
gennemførte i 1998.
Udbedringen af denne mangel ved vores folkeskoler bliver
en opgave, der vil lægge beslag på betydelige ressourcer
i en årrække og som man ikke kan tillade sig at overse,
når der skal gøres noget ved manglende vedligehold, utilstrækkelige
indeklimaforhold eller andre manglende indretninger såsom pædagogisk
servicecenter, værksteder, lærerarbejdspladser og hygiejniske
elevtoiletter på skolerne.
Et andet forhold der også har indflydelse på
behovet for fornyelse af skolebygningerne er den stigning i elevtallet
der kan forudses og som allerede i dag påvirker situationen.
Allerede i 1995, kort tid efter vedtagelsen af folkeskoleloven
udsendet Undervisningsministeriet reviderede prognoser over udviklingen
i elevtallet. Prognoserne viste at der ville ske en stigning i elevtallet
i folkeskolen fra de daværende 583.000 elever til 697.000 elever
i 2005, altså en stigning på lidt over 20% eller ca 100.000
elever over en tiårs periode.
Prognoserne viste også at stigningen var ganske ujævnt
fordelt. F.eks. kunne der i områderne omkring København,
i Fyns amt og i Århus amt forudses stigninger på op til tæt
ved 30%, medens der i de øvrige områder kunne forudses
en mere behersket stigning og i enkelte amter endog stagnagtion eller
direkte fald i elevtallet.
Egentlig behøvede denne stigning i elevtallet ikke
at medføre væsentligt skolebyggeri da den egntlig kun
medfører at elevtallet stiger op til det nivau som man tidligere
havde da det var højest i 1970-erne.
Mange steder er der dog sket det at man har udnyttet den
forudgående periode med et lavere elevtal til at lægge
flere funktioner ind i skolerne. Dette er således tilfældet
med sfo-ordningerne der på de fleste skoler i dag lægger
beslag på en del af lokalebestanden og vel især den del nemlig
klasselokalerne som man nu har behov for at råde over.
Stigningen i elevtallet medfører et behov for byggeri.Ikke
nødvendigvis byggeri af store samlede skolebygninganlæg
men mere et behov for mere begrænsede tilbygninger til allerede eksisterende
skoler.
Byggeri af hele skoler vil sandsynligvis blive af et forholdsvis
begrænset omfang måske 2 eller 3 skoler om året i
en kort periode. Til gengæld vil der ved næsten alle skoler
være behov for at foretage en justering af lokalebestanden.
Der må foretages en planlægning som egentlig ikke
behøver at være så vanskelig da man netop ved skoleplanlægning
er i den heldige situation at man seks år før børnene
starter i skolen kender deres antal og i mange tilfælde også
deres bopæl.
Endnu et forhold må nævnes nemlig den nuværende
bygningsbestands dårlige vedligeholdelsesstand. Det er sandsynligvis
kendt for de fleste, bl.a. gennem omtale i dagpressen og i TV at skolebygningerne
mange steder er i en dårlig stand på grund af utilstrækkelig
bygningsvedligehold. Det er ikke sjældent at man ved besøg
på skoler støder på frustrerede pedeller der klager
over at de til vedligehold af et stort bygningsanlæg der normalt
ville kræve vedligehold med udgifter på flere hundrede tusinde
kroner årligt i en længere årrække kun har haft
måske 20 eller 30.000 kr. til rådighed.
Sådanne beløb svarer til en udgift på kun
15 - 20 kr. pr m2 hvor der i vikeligheden skulle have været afsat
100 eller 200 kr. pr. m2. I et anderkendt prisbergeningssystem nævnes
at der til vedligehold af skoler bør afsættes ...............-...............kr.
pr. m2
Resultatet er som man kan forvente det, døre hvor håndtag
er ødelagt, lofter skadet af fugt, vægge med huller i overfladen
og som ikke er blevet istandsat i flere årtier, eller afløb-og
vandinstallationer der er afbrudt og kun delvis fjernet fordi der ikke
har været penge til at udbedre de skader der opstår.
Det mest tydelige forfald kan man som regel se i faglokaler
hvor overflader eller hængsler på inventaret er ødelagte
så man har været nødt til at fjerne skabslågerne.
De værste forhold kan man på sådanne skoler som regel
finde på elevtoiletterne hvor det ikke er usædvanligt at eleverne
nægter at anvender dem hvorfor man så resolut har aflukket
en del af dem.
Dårligt vedligehold var til at begynde med noget der
mest tydeligt var synligt ved omfattende råd i vinduespartier og
andet udvendigte træværk og som man kunne se skyldes en dårlig
håndværksmæssig kvalitet og som især var synlig
i det omfattende skolebyggeri fra 1960-erne og 1970-erne.
Efterhånden har dette dog ændret sig så
forfaldne forhold ikke alene kan hæftes på bestemte bygningskategorier
eller hæftes på bygninger fra en bestemt tidsperiode. I dag
findes dårligt vedligeholdte og forfaldne skolebygninger i alle
de bygningstyper vores skolebygningsbetand består af.
En svensk professor har om dette emne udtalt: "Når man
uden at tænke nærmere over det reducerer forfaldet til et
byggeteknisk og økonomisk problem, er det et bevis på manglende
indsigt. I virkeligheden handler det om et socialt og kulturelt forfald".
Ordene taler for sig selv, behøver der at siges mere?